Søg
  • Stine Skot

Mit møde med Københavns Kommunes jobordninger

Det danske system – tur/retur

Da jeg som ung i 1996 var på interrail rundt i Europa, var jeg en tillidsfuld og stolt dansker. Min rejse startede uret rundt fra Berlin til Sofia og Istanbul – dog med en kort anholdelse et uvist sted i det tidligere Jugoslavien af tavse herrer med maskinpistoler. Jeg manglede transitvisum. Denne tur på den østlige side af Europa gav mig et indblik i mine privilegier og værdien af et retssamfund og et demokrati. Mit unge Jeg tog oplevelserne med ophøjet ro og en tro på at ”systemet”, mit danske pas og retssikkerheden vouchede for min sikkerhed og jeg mødte mange skønne mennesker. Læringen af mine oplevelser er en efterrationalisering, for dengang var jeg en ung naiv pige, der uden at tøve gik til grænsen i forhold til at kræve mit pas tilbage fra de maskinklædte herrer. Det jeg egentlig vil frem til er mine oplevelser i Vesteuropa; særligt Italien og Spanien. Her mødte jeg også utroligt søde mennesker og et liv og en verden, der lignede lidt mere den, jeg kendte fra Danmark. Men jeg mødte også flere unge mennesker, der fortalte om, hvordan det var normalt at arbejde gratis i flere år efter endt uddannelse. Det var den måde man kunne nærme sig et betalt job. Det var normalt at bo og stifte familie hos sine forældre, da man først begyndte at tjene penge langt ind i voksenlivet. Jeg blev selvfølgelig dybt forarget og kunne med stolt dansk stemme fortælle, at det var utænkeligt, at det kunne ske i Danmark, for i Danmark ved ”vi” godt, at for at opretholde et stabilt samfund, så skal alle føle sig sikre.

Nu er der gået 23 år. Jeg har arbejdet ufaglært siden 8. klasse indtil jeg blev færdiguddannet humanistisk akademiker i 2005, og jeg har arbejdet siden. Men nu er jeg ledig. Og jeg har derfor haft anledning til at efterprøve vores beskæftigelsessystem for akademikere i Københavns kommune. Jeg følger også med i, hvordan det er for ikke-akademikere og er klar over, at jeg som akademiker i høj grad får en anden behandling. Det er dog ikke mit ærinde i denne tekst at udpensle den forskellighed, men grupper som Jobcentrets ofre og Næstehjælperne er ikke opstået uden grund.

Mit ærinde her er at revurdere min danske stolthed i forhold til min oplevelse i 1996. For hvordan står det til med gratis arbejdskraft i København anno 2019? Mit umiddelbare svar: Ganske godt! Gratis arbejdskraft er blevet systematiseret og lever i bedste velgående. Vi kalder det godt nok noget andet. Det ville jo også lyde for dumt, hvis man lavede stillingsopslag til ”Gratis arbejdskraft stillinger”…. Som i: ”Mens-du-venter-på-at-nogen-gider-betale-for-og-værdsætte-din-indsats,-så-udnytter-vi-den-gerne,-for-vi-har-lavet-en-regel-om-at-det-er-ok”.

Yaiihhh fed mulighed i Københavns Kommune!

Personligt har jeg haft et ønske om at få arbejde i en kommune, da jeg mener, at det er en grundlæggende og retningsgivende institution i vores samfund og at det derfor er et sted, hvor jeg kan gøre en positiv og mærkbar forskel. Derfor blev jeg faktisk glad og overrasket over med min cand. mag. baggrund at få mulighed for at arbejde med forandringsprocesser på et højprofileret IT-projekt i Økonomiforvaltningen af alle steder –fedt mand! Nu fik jeg mulighed for at bevise, at jeg evner at arbejde i ”en politisk styret organisation” og at jeg er god til forandringsprocesser med fokus på mennesker og samarbejde. Jeg mødte positiv og forventningsfuld op og glædede mig til at smøge ærmerne op. Men jeg opdagede hurtigt, at det store projekt, som jeg skulle være en del af, primært blev båret af løntilskudsmedarbejdere.. Projektgruppen bestod af en kommunikationsmedarbejder, en nyuddannet og jeg; alle i løntilskud og vi var sammen med projektlederen, det team, der skulle bringe projektet fremad. Projektlederen var det meste af vores løntilskudsperiode på barsel, så reelt sad vi 3 personer i løntilskud og arbejdede på et stort kommunalt projekt.

Vi arbejdede så godt som muligt og sjussede os frem til relevante konkrete implementeringsaktiviteter – med (næsten) ugentlige møder på 30 minutter med kontorets koordinator. Jeg prøvede at spille positivt ind, der hvor jeg kunne og gjorde tydeligt opmærksom på, at jeg meget gerne ville hjælpe og gå til hånde, hvis kontoret havde brug for det på andre områder. I det store hele brugte jeg dog mest tid på at finde på opgaver til mig selv, og jeg vil mene, at jeg har læst det meste af Københavns Kommunes intra fra kantineordning til diverse rapporter. Gradvist blev min oprindelige glæde til skuffelse, og da projektlederen for projektet kom tilbage fra barsel og sagde sin stilling op, blev der sat en stor streg under den følelse. Jeg direkte fik at vide, at jeg ikke var i betragtning til det nu ledige job på det projekt, jeg ellers havde brugt flere måneder på. Det var vigtigere at få en ude fra, der havde en ”tungere” profil.

Måske er jeg uduelig og måske havde de ret i at jeg ikke kunne magte opgaven. Men det får mig til at stille 2 spørgsmål: 1 – Hvorfor tog de mig ind i første omgang velvidende, at de ikke kunne se værdien i min profil? 2 – Hvordan kan man med selv den mindste forretningssans ikke se, at det er dårlig forretning af hive en helt ny ind, der skal til at lære det ”store dyr” Københavns Kommune at kende i et projekt, der i forvejen er håbløst bagud. Hvorfor ikke ansætte den, der allerede er dybt inde i projektet og som måske med en hånd i ryggen (måske ikke!!) sagtens kunne drive den proces i land. Man kunne nøjes med en projektansættelse, så man kunne undgå, at jeg blev hængende…

Svarene på mine spørgsmål har jeg ikke, men jeg tror, det hænger sammen med den manglende bevidsthed om, hvad det vil sige at have folk i løntilskud. Kontoret jeg var på havde på ingen måde reflekteret over deres brug af jobordninger. Min fornemmelse er, at de ikke engang kendte lovgivningen. Eksempelvis virkede det som om, at kommunikationsuddannede blev brugt strategisk i fast løntilskudsstilling, så specifikke arbejdsopgaver kunne laves gratis in-house. Det må man ikke. Min fornemmelse var endda at kontoret særligt gjorde en ære i at have høje måltal for at se godt ud i organisationen. Jo flere i jobordning des bedre stod afdelingen i forhold til at opfylde den politisk bestemte kvote af ledige i jobordninger.


Jeg var fra starten derfor ikke en potentiel medarbejder, jeg var en arbejdsopgave.

Hvad det gjorde ved mig personligt og fagligt, behøver jeg ikke komme ind på her.


Skal jeg prøve igen?... nahhh….

Jeg ved, at min oplevelse måske var ekstraordinær dårlig. Derfor havde jeg heller ikke fraskrevet mig selv en ny kommunal løntilskudsstilling. Jeg vil jo stadig gerne have foden indenfor. Da jeg fik en konkret henvendelse fra en sagsbehandler på jobcentret om at deltage i et nyt tiltag – en gruppesamtale til en løntilskudsstilling, gav jeg det derfor et skud. Vi var 30+ mennesker, der alle kom til ”fremvisning” på et løntilskudsjob samtidig. De skulle bruge 8. Effektivt! Her er min første anke. Helt ærligt så var der flere personer til stede, som virkelig gerne ville have muligheden. Så en gruppesamtale, hvor vi er hinandens konkurrenter er ærligt talt et uempatisk set-up.

Arbejdsgiverne var dog grundlæggende ret sympatiske mennesker, der også havde gjort sig gode etiske tanker om det at have folk ansat i løntilskud. Derfor var jeg tillokket, og jeg overvejede seriøst at bruge nye dyrebare måneder af min dagpengeperiode i fuldtidsarbejde uden meget overskud til reel jobsøgning. Velvidende at der ikke var en rigtig stilling i den anden ende. Men jeg bestemte mig i løbet af de timer, introduktionen varede, til ikke at gøre det. Det valg havde jeg dog trods alt. Det, der gjorde udslaget, var det faktum, at de havde ansat 2 nye medarbejdere i ordinære stillinger til at agere teamkoordinatorer for hver deres team bestående af 4 ansatte i løntilskud.

De har altså i deres planlægning og budget indregnet 2 x 4 ansatte i løntilskud!?

Jeg ville ikke gøre nogen forlegne og ødelægge stemningen, så jeg gik uden at konfrontere dem. Men helt ærligt så er jeg forarget. Arbejdsopgaven var ikke akademisk. Det var i stor stil en sorteringsopgave. Så hvorfor i alverden projektansætter de ikke ufaglærte eller lommepengejobbere til opgaven i reelle stillinger? Så behøvede de heller ikke at bruge så meget krudt på alle de etiske overvejelser som tid til jobsøgning og at opfinde en pseudorelevans for akademikere. Med reelle ansættelser ville de kunne fokusere 100% på arbejdsopgaven.


Måltal fra DJØF-helvede

Efter disse 2 personlige erfaringer med jobordninger undres jeg over det enorme spild af ressourcer. Mine ressourcer spildes i den grad. Jeg er serviceminded, positiv, effektiv og kreativ – jeg burde bidrage til samfundet i stedet for at bruge mine evner på at træde vande i måltallets navn. Derudover spildes alle de kommunalt ansattes tid med at administrere og aktivere ledige. Og ikke mindst spildes alle de penge, vi poster i beskæftigelsesindsatserne. Så hvorfor gør vi det?

I Københavns Kommune er det politisk bestemt, at man vil arbejde strategisk med jobordninger. Det er endda sådan, at der politisk er vedtaget måltal for, hvor mange ledige hver af de 7 forvaltninger skal have i diverse jobordninger.

Københavns Kommune (KK) har med de politisk besluttede måltal for de særlige jobordninger en ambition om at være en rummelig arbejdsplads og støtte ledige borgere i at opnå ordinær beskæftigelse eller fastholde beskæftigelse på særlige vilkår.

Kilde: https://www.kk.dk/indhold/okonomiudvalgets-modemateriale/19022019/edoc-agenda/066a7dde-de8b-4719-aaae-0040dc5a576e/0ed1fa1c-b4a9-4a7a-aed7-c80b56d3a02d

Det er derfor naturligt, at man på chefniveau indtænker ansatte i jobordninger. Og jeg er også ret sikker på, at man som kommunalt ansat ikke nødvendigvis overvejer tanken om, at det er udnyttelse. Det er jo heller ikke den attitude, man som ledig møder ind med i en løntilskudsstilling. Som ledig vil man jo gerne have et job og tilpasser sig og smiler og gør sit bedste.

Og så er mit gæt, at der derudover er en masse andre grunde til at cheferne strategisk bruger ledige i jobordninger fremfor regulære ansættelser. Eksempelvis mangler der penge på budgetterne og ved brug af jobordninger sparer man ressourcer – i hvert fald i kommunens regnskab.

Problemet er bare, at det er de ledige, der betaler prisen.


Slet det skide mantra og udvid ordforrådet.

Det, der også sker, når noget bliver politisk bestemt, er, at det bliver til en KPI. Det bliver til et målbart resultat, så man kan bevise, at man opfylder sit krav. Og når noget skal måles og andet ikke skal, så får det en naturlig indflydelse på prioriteringen. Helt konkret betyder det, at man i jobcentrene nu messer mantraet om jobordninger. Man bliver derfor som ledig igen og igen opfordret til at sælge sig selv gratis. Derudover er der faktisk ikke rigtig nogen hjælp at hente. Umiddelbart tænker jeg, at opkvalificering, kurser, netværksgrupper, mentorordning og reel jobformidling er gode, kendte, simple metoder. Derudover kunne jeg ønske mig en mere kreativ og åben tilgang til de lediges muligheder. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at de mange penge, vi bruger på at opretholde et kontrollerende, KPI orienteret, messende ledighedssystem, der opfordrer til udnyttelse af de lediges arbejdskraft, kunne give et meget større afkast, hvis vi turde investere dem i mennesket. Slet sagsbehandlernes mantra om jobordninger og giv dem i stedet et større ordforråd.

Hvis jeg i dag var på interrail og mødte mennesker fra andre samfund, så ville jeg ikke kunne løfte min stolte danske stemme. Derimod ville jeg lyde frustreret og nikke genkendende til historierne om at arbejde gratis og blive udnyttet og have svært ved at få fodfæste. Det er ærgerligt for mig som person. Men det er mere ærgerligt for vores samfund. Vi skaber fremmedgørelse og mistillid mellem borger og system og vi skaber inflation på arbejdskraft, så de, der tabes i systemet, får svært ved at komme tilbage og blive en ressource til alles bedste.


Uddrag fra LBK nr 1342 af 21/11/2016

§ 52. Tilbud om ansættelse med løntilskud gives:

1) med henblik på oplæring og genoptræning af faglige, sociale eller sproglige kompetencer af personer, der er omfattet af § 2, nr. 1-5 og 11-14,

2) med henblik på opnåelse eller fastholdelse af beskæftigelse for personer, der er omfattet af § 2, nr. 6, og

3) med henblik på indslusning på arbejdsmarkedet af personer, der er omfattet af § 2, nr. 8.

§ 61. Ansættelse med løntilskud af personer, der er omfattet af § 2, nr. 1-3, 5 og 11-14, skal medføre en nettoudvidelse af antallet af ansatte hos vedkommende arbejdsgiver. Ved nettoudvidelse forstås merbeskæftigelse i forhold til virksomhedens normale beskæftigelse.

§ 62. Der skal i såvel private som offentlige virksomheder være et rimeligt forhold mellem antallet af ansatte uden løntilskud og antallet af ansatte med løntilskud efter dette kapitel samt personer i virksomhedspraktik.

Kilde: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=184891#id1c1fe448-90a1-4f71-b5b9-c467c59af865

0 visninger

© 2023 by Jade&Andy. Proudly created with Wix.com