TANKER OM KANDIDATASPIRANTVALG
Jeg stillede i oktober op som kandidataspirant for Alternativet til KV17 i København. Jeg blev ikke valgt… det satte en masse tanker i gang at deltage i processen og ved selve valgdagen, var jeg ikke overrasket over udfaldet. Det ærgrede mig, at jeg var gået ind i noget, som byggede på en præmis, som jeg ikke var enig i. Og på den måde både halvhjertet og handlingslammet gik jeg bevidst ind i et nederlag.
Hvad er det egentlig, vi vælger kandidater til? Jo, det er jo i hvert fald til at repræsentere Alternativet i en valgkamp (valg til Folketinget, Kommunalbestyrelsen, Regionsrådet, EU?... måske er der flere?). Vi har allerede været igennem flere opstillingsmøder. Der har været meget at tænke på i forhold til valgprocedure, logistik og afvikling; der er begået fejl og vi er blevet klogere. Det har fyldt meget for de tillidsvalgte, de frivillige og de menige medlemmer at formidle og forstå valgprocedurer og komme til enighed og få valgene afviklet. I denne proces er der ikke blevet talt meget om, hvad det egentlig er, vi vælger disse kandidater til. Hvad forventer vi af en kandidat, der repræsenterer Alternativet? Hvad skal vores kandidat lave, hvis de vælges ind?
Og det jeg måske især gerne vil spørge om: Vil vi noget andet end de andre partier udover at arbejde for Alternativets mærkesager? Hvis vi vil det, hvordan er det så, vi vil det?
Som jeg ser det, giver det ikke meget mening for den enkelte kandidataspirant at promovere sig på mærkesager. Alternativets politik er jo under udvikling og udvikles sammen med alle dem, der har lyst til at deltage. Det er altså ikke op til den enkelte kandidataspirant at definere politikken. Når kandidaten så er valgt, må kandidaten jo kunne iklæde sig den vedtagne politik og arbejde for at få den gennemført.
Det ville for mig være noget nyt i kommunalpolitik, hvis vi kunne fremføre en politisk diskussion i kommunalbestyrelserne, der ikke er båret af individet men af vores politiske fællesskab i stærk kontakt med bevægelsen og aktivismen.
Helt konkret kunne Uffe Elbæks 3. spørgsmål til Statsministeren overføres til Borgerrepræsentationen via Borgerrepræsentationens medlemmers initiativret til at fremføre forslag. Eller vi kunne være skarpe på at behandle emner åbent og sammen med Københavns borgere samtidig med at debatten kører i Borgerrepræsentationen. Eller vi kunne som politikere selv indføre aktivisme i Borgerrepræsentationen i form at små aktivistiske indslag og gode refleksionsfremmende overraskelser til vores politiske kolleger.
En anden ting, der virker uovervejet, er måden hvorpå, der føres valgkamp mellem vores kandidataspiranter. Det er ubehageligt at være vidne til kampen om at kunne råbe højest eller flottest på Facebook. Det er afgjort en kamp mellem få mennesker. Blot det, at der ureflekteret italesættes ”en kamp”, er ubehageligt. For hvis man skal gå ind i en kamp, så skal man kende kampens regler. De regler er aldrig blevet skitseret og som jeg ser det, er den naturlige konsekvens, at vi alle tyr til de regler, vi kender (og måske hader) og som jeg vil vove at kalde for gammel politisk kultur.
En så ensidig måde at vælge kandidater på giver også et ensidigt kandidatfelt. Et er, at vi halter på mangfoldigheden i forhold til at have en blandet skare på tværs af alder, køn, etnicitet, religion, sexuel orientering und so weiter, men en anden form for mangfoldighed er, hvordan de forskellige kandidater arbejder og agerer i professionelle, sociale og politiske relationer. Mangfoldighed bør også favne forskellige persontyper. Der er forskellige måder at kommunikere på og en mangfoldig kommunikation rammer bredest – både i forhandlingssituationer, i kollegiale relationer, hos medlemmer og kommende medlemmer/vælgere.
Det er for mig at se også afgørende, at de kandidater, der repræsenterer Alternativet, kan leve den Alternative ånd i alle sine relationer. Det ville være Ny politisk kultur at gøre det helt anderledes. Jeg er ikke klog nok til selv at have løsningen, men jeg kan ryste posen og starte… #flerevedmere Kunne man forestille sig, at man ikke valgte de endelige kandidater før lige op til valget (læs: sidste øjeblik) og at man indtil da havde været en gruppe af kandidataspiranter, der sammen havde gennemgået en valgkamp og gennemført kampagne og aktiviteter og på den måde havde haft mulighed for at vise sit værd udover en kampagnevideo og en étminuts brandtale? Eller kunne kandidaterne lave hinandens video og på den måde præsentere en anden kandidat? Eller kunne kandidataspiranterne sættes i et større tal forskellige situationer, der kan formidles til medlemmerne/vælgerne som dermed får et mere nuanceret billede af kandidaterne?
En tredje ting der rumler i mit hoved er spørgsmålet, om det er muligt for kvinder med små børn at stille op som kandidat? Ja det klart er muligt! Rammerne skal bare være til det. Det betyder at: møder skal være relevante, koordinerede og med en gennemskuelig dagsorden. Rammerne skal sættes i god tid, så det er muligt at planlægge livet rundt om. Kommunikation foregår et fast aftalt sted og løbende. Kampagneaktiviteter aftales ikke med dem, der lige er i rummet, men udarbejdes via kampagnelederen og –holdet og meldes ud samlet. Og især kan det lade sig gøre, hvis der ikke er en valgkamp, der gælder om at gøre mest opmærksom på sig selv, men at medlemmerne i stedet har en mulighed for at lave en mere holistisk bedømmelse.
Nå, men som spurgt: Hvad er det vi vælger kandidaterne til? Jeg mener, at vi vælger dem til at repræsentere Alternativet, som et mangfoldigt og alternativt parti. Og jeg er bange for at vi graver vores egen grav, hvis vi ikke er knivskarpe på at fremstå som et alternativ for vores egne medlemmer men især også for vores kommende politiske kolleger og samarbejdspartnere.
Om jeg stiller op igen til februar, hvor de sidste 6 kandidater vælges i København, det ved jeg stadig ikke. Det er nok ikke sandsynligt, at processen op til valget bliver ændret meget, så hvis jeg stiller op, bliver det fordi jeg har besluttet at tysse på min mavefornemmelse og ”tage en for holdet”… ;-)
