Medborgerskab

Der er rigtig mange meninger om, hvad Medborgerskab er for noget. Min holdning er selvfølgelig farvet af min opvækst og mine erfaringer, men nu vil jeg prøve at sætte nogle ord på.

Som menneske er jeg født med en stor retfærdighedssans. Jeg tror, på det gode i mennesket og jeg er sikker på, at vi alle i bund og grund vil hinanden det godt. Når jeg kigger tilbage, kan jeg ane et mønster af, at jeg i min hverdag ofte har gået mod strømmen og talt den ”svages” sag og forsøgt at forstå, hvorfor folk handler som de gør.

Senere er jeg blevet klar over, at jeg, på helt socialkonstruktionistisk manér, tror på at ”sproget skaber verden”. Det er ikke muligt at have en objektiv holdning, vi vil altid være farvet af det sprog og de holdninger vi møder og de relationer vi har med andre.

Egentlig er jeg et højskolemenneske, der kom på afveje. Folkehøjskolernes ”levende ord” adopterede jeg straks, da jeg på Ask højskole i 1999 blev introduceret til begrebet ”at have et fælles sprog” af min kloge forstander Åge Augustinus. Det begreb har jeg haft med mig siden og det har gjort mig opmærksom på at der er altid mennesker, der ikke er en del af Det fælles sprog i alle de relationelle sammenhænge, vi indgår i. Eller sagt på en anden måde: Vi lever i små bobler, hvor vi ligner hinanden og bekræfter hinanden i hvordan verden er. Disse bobler clasher, når de mødes og en potentiel konflikt er født….med mindre vi er konstant bevidste om vores eget snæversyn.

Medborgerskab for mig er vores ansvar som borger i vores lokalsamfund at gøre en indsats for at deltage i skabelsen af ”vores fælles sprog”. Det ansvar kan løftes på mange måder men det grundlæggende vigtige er at vi ikke melder os ud og at vi aktivt tager del. Medborgerskabet er altafgørende for at vores demokrati skal fungere. Vi skal melde os ind i samfundet og give vores stemme til kende. Vi skal støtte dem, vi tror på og vi skal forsøge at finde svar eller komme med svar på de problemer, vi som samfund stå overfor. Samfundet; vores Fællesskab er aldrig en andens ansvar. Det er dit og mit ansvar.

Jeg er meget klar over, at det ikke er alle, der har timer eller evner til at frembringe et overskud til at være aktiv. Og her mener jeg, at dem, der kan frembringe et overskud har et ansvar for at bringe de tavse stemmer frem. Det er også her vi måske skal kigge på at indrette vores samfund, så vi bedre kan mobilisere menneskeligt overskud til at indgå aktivt i vores samfund. Det er i lige så høj grad politikerne, der skal arbejde meget mere med at inddrage lokalsamfundet; at tage deres ansvar for medborgerskabet på sig. Der skal skabes gode rammer for, at man som borger kan tage præcis den aktive del, som man kan byde ind med. At overdrage og inddrage medborgerne i de beslutningsprocesser, der foregår. Politikerne skal have en levende proces, hvor de undersøger hvordan man kan skabe nye møder med lokalsamfundet. Det fælles sprog er ikke noget værd, hvis det kun er for medborgerne – politikerne skal være en lige del deri – politikerne er også medborgere.

Min idealpolitiker er en medborger, der har tilbudt at tage en større del af ansvaret for en periode.