Hvor gør vi af vores politiske engagement?


Hvis man har rigtig meget lyst til at kaste sig ud i et fritidsprojekt til gavn for det lokale fællesskab på den ene eller anden måde, så kan man jo bare gøre det. Der er en rig palet af sports- og fritidsforeninger, som man kan melde sig hos og bruge sit engagement som træner, spejderfører, besøgsven eller noget helt fjerde.

Der er også rig mulighed for at lave en egen indsats udenfor foreningsrammen alene eller sammen med ligesindede ildsjæle… man kan samle alverdens ting ind til videre donation til de trængende, man kan lave perlepladeevents, fællessang, yoga og hvad man ellers har fantasi og lyst til.

Jeg er selv vokset op i foreningsdanmark og der findes vist nærmest ikke det, jeg ikke har gået til som barn og ung og det har været fantastisk! Det ville også være fantastisk at give igen til samfundet, men mit liv er drejet et sted hen, hvor det er politik, der driver engagementet.

Min tilgang til politik er at søge det positive, fortælle de gode historier, søge politiske venskaber på tværs af partier og at øge fokus på at magt skal forvaltes med øje på det store, forpligtende ansvar for fællesskabet, der følger med magten.

Både som forperson i vores nystiftede lokalafdeling og siden som kandidat til kommunalvalget har jeg dog oplevet, hor svært det er at udføre aktiviteter og finde lokaler som partipolitisk aktiv.

Helt konkret har jeg forgæves ledt efter muligheder for at afholde valgarrangementer med fokus på samtalen og det positive, at finde mødelokaler, at finde lokaler til at udføre MADborgerskabsarrangementer (mad med samfundsrelateret snak). Jeg har mødt afslag som ”det lyder som et rigtig godt arrangement, men hvis vi siger ja til dig, så skal vi også sige ja til andre partier” eller ”det koster xx kr”. Kort sagt mødte jeg mange lukkede døre. Noget fordi jeg var partipolitisk og andet fordi økonomi kommer før lokal aktivitet.

Det kom helt uventet for mig, da jeg (måske naivt) syntes, at jeg havde gode inkluderende arrangementer, som kunne tilføre det lokale demokrati lidt liv. Noget jeg synes mangler og som i det mindste de kommunale og almennyttige institutioner må have en interesse i at støtte.

Min oplevelse i denne forbindelse af mit politiske virke er, at det føles farligt at have en holdning. Det er ikke farligt for mig, for jeg har ikke noget på spil. Men det virker som om det er farligt for mange mennesker, institutioner og virksomheder at bevæge sig ind i det politiske landskab og tage stilling. For hvad nu hvis dem jeg bakker op, er dem, der taber… mister vi så vores politiske indflydelse eller bliver der skåret i vores bevilling? Og hvad nu hvis vi giver plads til politisk engagement, kommer der så noget uønsket, vi ikke kan sige nej til? Hvordan skal vi styre det?

Og det er jo præcis denne mangel på aktiv stillingtagen og trang til at styre, jeg kæmper imod. Mine lokale arrangementer og mit engagement var jo netop ment som indbydelser til fælles refleksion over vores samfund. Det er ikke mit ærinde at missionere for særlige holdninger – det er mit ærinde at puffe til vores holdningsløshed i hverdagen. Der er ALT for lidt politisk diskussion på vores arbejdspladser, i vores vennekredse, i vores familier og på gaden. Og faren ved det er, at vi kun taler politik (hvis vi overhovedet taler politik) med dem vi allerede er enige med. Det fører til de ekkokamre, vi hører om, hvor vi kun bekræfter hinanden.

Men det er uinteressant og i værste fald farligt, for vi udfordres ikke i vores argumenter. Debatten bliver ensidig og uden udvikling og vi havner i små lejre, hvor vi bedrevidende peger fingre ad hinanden.

Jeg ville ønske, at vi havde mange flere steder hvor vi naturligt kunne mødes på tværs af vores holdninger og hvor det var naturligt at udveksle holdninger og afprøve hinandens argumenter…

Så tilbage til spørgsmålet ”Hvad gør vi af vores engagement?”

Det må København jo finde ud af! Der er mange steder man kan mødes, men ikke hvis man er udenfor en forening. Som lokalafdeling er det derfor blevet bedre med lokalemuligheder efter vi har stiftet en forening. Og som kandidat for et parti kan jeg se nu, at man nok må gøre brug af lokalforeningens muligheder. Jeg ved ikke, om det ville hjælpe eller om man stadig ville blive afvist med samme undskyldning. Og måske er det godt nok?

Der er bare noget, der nager. Hvorfor SKAL man have en forening i ryggen for at kunne engagere sig? Og hvorfor er det SÅ farligt at deltage i politiske debatter? Hvad gør vi af vores politiske engagement, når det ikke er velkomment? Efter min mening bliver vi nødt til at presse hul på den byld, så al betændelse kan komme ud og få afløb. Hvis vi skal fikse vores samfund må vi kunne diskutere og enes om at være uenige. Kun på den måde kan vi nærme os hinanden og lukke de kløfter, der til tider føles uendeligt dybe.

Udvalgte blogindlæg
Seneste blogindlæg
Arkiv
Sorter efter tags
Følg os
  • Facebook Basic Square
  • Twitter Basic Square
  • Google+ Basic Square
  • Facebook - White Circle
  • Instagram - White Circle
  • Twitter - White Circle
  • LinkedIn - White Circle

© 2023 by Jade&Andy. Proudly created with Wix.com