På dagpenge... og på bibliotek

CEPOS har meldt sig ind i debatten om, hvorvidt finansministeriet bruger de rigtige regnemodeller til at beskrive vores økonomiske virkelighed.

Kritikken af regnemodellerne er blandt andet, at de ikke tager højde for alle de positive afledte effekter, der følger med en konkret udgift. Ex. hvad betyder det på sigt, at vi investerer i gode skoler, flere pædagoger mv.

Det har selvfølgelig en positiv effekt, som vi på sigt kan drage nytte af - også økonomisk. At vores børn vokser op som hele, kreative, kloge mennesker og dermed ikke belaster vores samfund med bandeaktivitet, dovenskab, inkompetence men i stedet tager ansvar som aktive medborgere og bidrager til samfundet og er i stand til at arbejde og betale skat.

Den konkrete økonomiske investering vi laver i vores børn vil give et konkret økonomisk udkast på sigt og dertil en god indbetaling på den sociale bundlinje. Og omvendt vil manglen på denne investering sandsynliggøre en belastning for vores samfund på sigt og måske endda et behov for akut økonomisk investering i fremtiden i form af politi, overførselsinkomster mv.

(Jeg ved det er tegnet hårdt op - men sådan hænger det sammen fra mit perspektiv).

Cepos' vicedirektør Mads Lundby Hansen melder sig ind i denne debat ved at påpege, at der også er negative afledte effekter ved at investere i vores fællesskab - eksempelvis vil det blive mindre attraktivt at spare op til alderdommen, når velfærden gør, at der bliver taget vare på en alligevel. At vi har gratis sygehuse til rådighed gør, at vi arbejder mindre, fordi det ikke er nødvendigt at have en høj indkomst for at betale for en privat sundhedsforsikring mv.

Han peger også på, at de gratis muligheder for at slå tiden ihjel såsom at kunne gå på museum eller benytte sig af bibliotekerne gør det mere attraktivt at være ledig.

Selvfølgelig skal vi ikke være blinde på de negative afledte effekter. De findes sikkert. Men jeg vil opfordre Cepos til at overveje proportionerne. Jeg har ikke tal på hvor mange ledige, der forlænger deres ledighedsperiode, fordi de hænger ud på bibliotekerne. Jeg har heller ikke tal på hvor mange ledige, der modsat kommer hurtigere i arbejde fordi de har mulighed for at bruge bibliotekets gratis faciliteter til at sende jobansøgninger, uploade CV, anmode om straffeattest mv. Eller hvor mange borgere, der bruger biblioteket til at blive klogere, mødes, gå på opdagelse og på den måde bruge de mange muligheder, det giver.

En kort snak med en ansat på biblioteket peger på netop disse gevinster og et kort kig rundt da jeg ankom og min tilstedeværelse på biblioteket i den sidste time har vist mig, at stedet bruges til studiegrupper, andre grupper (her sad nogle der snakkede et andet sprog og lignede at de arbejdede med noget), en børnehave er lige gået efter at have leget og gået på opdagelse i bøgerne og lånt bøger med hjem, der sidder nogle og læser avis og nogle er ved at hente reserverede bøger. Måske er jeg den eneste ledige her?.... og jeg kom egentlig kun fordi jeg skulle undersøge om Cepos har ret. Så har Cepos ret, hvis jeg lige skal spørge min mave?... Hmmm… altså tag ikke fejl, jeg synes biblioteket er et super fedt sted, fordi det giver alle disse muligheder – faktisk nærmest uundværligt for lokalmiljøet og de lokale fællesskaber. Men altså jeg er hundesulten og mit køleskab og de billige rugbrødsmadder er langt væk – vil jeg bruge penge på at købe noget mad… nej. Stolen passer ikke til mine korte ben, så mine fødder sover. Der er så mange fede bøger, som jeg gerne vil gå ombord i, men jeg har ikke tid til at læse, fordi jeg gerne vil lave research, skrive ansøgning og skaffe mig et job. Jeg kunne godt tænke mig at komme her igen for at skrive koncentreret på jobansøgninger, men uden det formål ville jeg nok ikke prioritere at bruge min tid her i særlig grad. Jeg vil helt sikkert ikke nøle med min jobsøgning for at hænge mere ud her for jeg har ambitioner med mit liv, jeg vil gerne udrette noget… mere end det jeg kan gøre fra biblioteket. Jeg vil også gerne opretholde en stabil tilværelse for min familie, min mand og mine 3 børn og selvom vi har indrettet vores tilværelse sådan, at vi ikke skal gå fra hus og hjem ved en ledighedsperiode, så giver det minus på kontoen. På sigt er det ikke holdbart og jeg tror heller, min bank synes, det er den bedste løsning.

Så nej jeg kan ikke genkende Cepos’ påstand!

Min grundantagelse i livet er, at jeg ikke er noget særligt. Jeg adskiller mig ikke i særlig grad fra andre mennesker. Og derfor vil jeg på denne uvidenskabelige måde tillade mig at antage at der er mange andre ledige som mig. Og at disse ledige heller ikke vil forlænge sin ledighedsperiode til fordel for de gratis biblioteker og museer. Men jeg håber at mange bruger dem til at få sig et frisk pust og lidt inspiration i en hverdag der ellers koncentrerer sig om at finde et job.

Og så vil jeg måske endda tilføje at både Mads Lundby Hansens og mine egne antagelser og konklusioner bygger på en vis portion privilegieblindhed.

Mads Lundby Hansens udtalelser bygger på en grundpræmis, der hedder ”Alle kan få arbejde”. For at kunne tage sig den frihed at slække på arbejdsmoralen, så kræver det, at man har et arbejde – eller udsigten til at få et. Den luksus er desværre ikke alle forundt.

Min egen privilegieblindhed findes i min konklusion om, at jeg ikke er noget særligt. Det mener jeg stadig ikke, at jeg er, men jeg ved, at ikke alle er så heldigt stillet som jeg. At min lille familie har formået at indrette os, som vi har. At min mand har et arbejde. At vi ikke er syge. At vi er tildelt en vis pose med selvtillid og selvværd og tillid til vores omverden… vi har mange fordele, som ikke alle har.

Med dette indspark vil jeg derfor opfordre Cepos til at inkludere en form for proportionalitet i sine udmeldinger. Lad være med at sidestille små negative effekter med store positive effekter – det er useriøst og det graver grøfter. Vær opmærksom på jeres privilegieblindhed – det er svært, men det er vigtigt.